Tegning: Rasmus Sand Høyer

23.01.2019 kl. 16:30  Kronik, Jyllands-Posten

I dag førstebehandles paradigmeskiftet, der vil erstatte integration med hjemsendelse. Det sker på et tidspunkt, hvor der er udsigt til historisk mangel på arbejdskraft.

Hans Lassen
ph.d., Konsulentfirmaet Sisyfos

I dag førstebehandler Folketinget det såkaldte paradigmeskift i dansk udlændingepolitik, som består i at erstatte integration med hjemsendelse. Det nærmer sig danmarkshistoriens dårligste timing.

På et tidspunkt, hvor beskæftigelsen stiger og fortsat vil stige, hvor antallet af danskere falder i den erhvervsaktive alder hvert eneste år, og hvor større og større dele af arbejdsmarkedet har og får problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, bliver der altså lagt op til at hjemsende ikkevestlige indvandrere, der ellers kunne have været med til at afhjælpe Danmarks behov for arbejdskraft. Det er svært at se det som rettidig omhu med landets ressourcer.

Lige nu oplever vi en meget stærk fremgang for beskæftigelsen blandt ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Fra 2013 til 2018 er beskæftigelsesfrekvensen for ikkevestlige indvandrere og efterkommere blevet øget med henholdsvis 5,5 og 5,7 procentpoint, og i samme periode er danskernes beskæftigelsesfrekvens kun blevet øget med 1,9 procentpoint.

Der sker med andre ord en signifikant reduktion af beskæftigelsesgabet mellem personer med dansk og ikkevestlig baggrund. Og beskæftigelsesfrekvensen for flygtninge og familiesammenførte med tre års ophold er fra 2015 til 2018 blevet øget med intet mindre end 25 procentpoint, fra 20 til 45 pct.

Denne udvikling betyder i absolutte tal, at personer med ikkevestlig baggrund alt i alt har leveret intet mindre end ca. 44 pct. af den samlede beskæftigelsesmæssige fremgang på det danske arbejdsmarked fra 2013 til 2018, selv om de kun udgør ca. 10 pct. af alle i den erhvervsaktive alder.

Vi står således med en integrationssucces i dagens Danmark med betydelig nationaløkonomisk virkning. Og det stopper ikke her. For i de kommende år er der udsigt til, at beskæftigelsesfrekvensen for ikkevestlige indvandrere og efterkommere vil komme til at stige endnu mere. Det er der seks grunde til.

Hvorfor skulle flygtninge knokle med at lære det danske sprog og bide sig fast på arbejdsmarkedet, hvis der er udsigt til, at de kan hjemsendes, uanset hvor meget de knokler, og uanset om det lykkes for dem at komme i varig beskæftigelse?

For det første – og som noget af det mest afgørende – stiger humankapitalen hos ikkevestlige indvandrere og efterkommere meget markant i de her år. Færre og færre blandt de 20-24-årige har kun grundskolen som den højest gennemførte uddannelse, og flere og flere i samme aldersgruppe har gennemført mindst en ungdomsuddannelse.

Der bliver også flere og flere blandt de 25-39-årige, der har gennemført både en videregående uddannelse og en kompetencegivende uddannelse, hvor vi ud over de videregående uddannelser også har de erhvervsfaglige uddannelser med.

Og hvad der er nok så interessant: På alle disse uddannelsesparametre er fremgangen for personer med ikkevestlig baggrund signifikant større end den fremgang, der er for danskere.

Med andre ord: De ikkevestlige indvandrere og efterkommere styrker over en bred front deres uddannelsesmæssige niveau i forhold til danskerne og derfor også deres jobmæssige position på arbejdsmarkedet.

Hvorfor er denne styrkelse af humankapitalen så afgørende? Det skyldes, at noget af den mest sikre viden, vi har om den ikkevestlige beskæftigelse, er, at hvis du øger uddannelsesniveauet, så øger du næsten automatisk beskæftigelsesgraden i gruppen. Og det er vel at mærke en strukturel forbedring af den ikkevestlige beskæftigelse, der ikke er konjunkturafhængig.

Men selvfølgelig betyder konjunkturerne en hel del, og det er netop den anden grund til, at man kan forvente en øget ikkevestlig beskæftigelse inden for de nærmeste år. Konjunkturudviklingen peger fortsat på beskæftigelsesvækst i de kommende år, jf. de seneste analyser fra Nationalbanken og Det Økonomiske Råd.

For det tredje er der tendenser til en vigende arbejdskraftindvandring fra de østeuropæiske lande. Det har betydet, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere nu leverer en større del af beskæftigelsesfremgangen end de vestlige ditto. Fra 2009 til 2013 var det lige omvendt.

For det fjerde kommer der færre danskere i den erhvervsaktive alder. Danmarks Statistik forventer et fald på intet mindre end 180.000 frem til 2030.

For det femte kommer der færre asylansøgere, som lige nu befinder sig på det laveste niveau i ni år.

Og endelig for det sjette har vi siden trepartsforhandlingerne fået en meget mere fokuseret og målrettet beskæftigelsesindsats, hvor jobcentrene i betydelig større udstrækning arbejder sammen med virksomhederne.

Med disse tendenser er det ikke urealistisk inden for den allernærmeste fremtid at forvente en stigning i den ikkevestlige beskæftigelse på samme niveau, som vi havde fra 1996 til 2009, og hvor beskæftigelsesgabet mellem personer med dansk og ikkevestlig baggrund blev reduceret fra ca. 41 til ca. 21 procentpoint. Men denne gang vil det være en succes, der starter på et markant højere niveau.

I en situation, hvor vi kan forvente yderligere succes for den ikkevestlige beskæftigelse, er paradigmeskiftet fra integration til hjemsendelse kontraproduktivt. Det er svært at forestille sig andet, end at det alt andet lige vil have negative virkninger på integrationen. Integrationen på arbejdsmarkedet kræver mange ressourcer både fra virksomhederne og flygtninge selv.

Hvorfor skulle virksomhederne investere ressourcer i at modtage flygtninge som arbejdskraft, hvis der er udsigt til, at de kan hjemsendes, uanset hvor meget værdi de skaber for virksomhederne? Og hvorfor skulle flygtninge knokle med at lære det danske sprog og bide sig fast på arbejdsmarkedet, hvis der er udsigt til, at de kan hjemsendes, uanset hvor meget de knokler, og uanset om det lykkes for dem at komme i varig beskæftigelse?

For at illustrere det kontraproduktive i paradigmeskiftet kan man tage ældreområdet som et eksempel.

Vi ved, at antallet af personer over 80 år bliver fordoblet frem til 2040. I absolutte tal taler vi om ca. 260.000. Vi ved også, at tre ud af fire kommuner allerede i dag mangler kvalificeret arbejdskraft på området. Endvidere ved vi, at der blandt de ansatte inden for ældreplejen er mange, der går på pension inden for de kommende år. Og endelig ved vi, at der allerede i dag i absolutte tal ansættes flere med ikkevestlig end med dansk baggrund, når der rekrutteres nye medarbejdere inden for den kommunale ældrepleje.

På den baggrund vil det være mere end oplagt at investere offensivt i, at mange af de kvindelige indvandrere med ikkevestlig baggrund, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, får løftet deres kompetencer, således at de kan være med til at dække det meget store behov for arbejdskraft inden for ældrepleje.

Selv om mange af disse kvindelige indvandrere står uden for arbejdsmarkedet, er det jo ikke ensbetydende med, at de ikke arbejder. De er mange gange travlt optaget af opgaver, der knytter sig til familien, husholdningen og børnepasning. Og derigennem har de masser af erfaringer og kompetencer inden for pleje og omsorg, som netop er meget nyttige inden for den kommunale ældrepleje.

Ældreområdet er kun et eksempel, men til gengæld ganske illustrativt. Der vil også være andre dele af arbejdsmarkedet, der kommer til at mangle arbejdskraft, og hvor ikkevestlige indvandrere og efterkommere også vil kunne blive en del af løsningen og allerede er det.

Man kan ikke lade være med at spørge: Hvilke hensyn ligger til grund for paradigmeskiftet? Er det igen værdipolitikken, der har taget integrationen som gidsel?

En ting er i hvert fald helt sikkert: Det kan ikke være hensynet til, at landets virksomheder inden for såvel den private som offentlige sektor får den arbejdskraft, de har brug for.