Det lykkedes for Sisyfos at lænke døden, da den kom for at hente ham. Og gudernes straf for dette var, at han til evig tid skulle bakse med en tung sten, der skulle trilles op på toppen af et bjerg. Men stenen triller altid ned igen. Hvorefter han kun har ét at gøre: prøve igen. Vel vidende at stenen igen vil falde ned.
Myten om Sisyfos siger noget fundamentalt om menneskelivet: Vi stræber efter en masse visioner. Og hvis vi er ærlige, når vi ikke at realisere dem. I hvert fald ikke 100 %. Skuffelsen er således en indbygget del af det at leve. Alligevel og på trods heraf ejer vi mennesker evnen til igen at forestille os de mest fantastiske ting og opstille nye visioner.
En anden del af menneskelivet handler om, at ting falder fra hinanden (når stenen er faldet helt ned). Her viser det sig, at mennesker igen nærmest intuitivt begynder at bygge op. Denne evne til hele tiden at tage fat, også når det ser sortest ud, er måske noget af det mest karakteristiske for mennesket.
Det er i konfrontationen med ting, som ikke lykkes, og som falder fra hinanden, at vi som mennesker lærer en hel masse. Vi lærer ikke noget, hvis det hele bare gik glat. Det vil vi blive dum i hovedet af.
Valget af navnet Sisyfos er udtryk for en værdsættelse af modstanden i livet. Bag al modstand ligger der en læring, som mennesker kan blive klogere af. Der kan også gemme sig et vigtigt budskab, et håb eller en længsel, som er meningsfuld, og som kan bruges konstruktiv.
Denne værdsættelse forekommer ikke mindst at være vigtigt, når man arbejder med indvandring og integration. Her er det frem for noget helt afgørende, at man forsoner sig med modstanden i livet. Og når man først har lært dette, bliver man i stand til at nå betydelige resultater.